Jeg har valgt billedteksten fra Salme 119,103-106, som det gennemgående tema her på hjemmesiden for at   understrege at det bør være fundamentet for alle kristnes levevis og tænkemåde. Det må være det, der styrer vort liv, og det må være i det lys vi betragter verden omkring os. Jo. Det ER en radikal og umoderne tanke, men hvis Jesus ikke var en løgner, så står vi os bedst ved at tænke således.

I Præd. 1,9 læser vi: Det, der var, er det samme som det, der kommer, det, der skete, er det samme som det, der vil ske; der er intet nyt under solen.

Præsten Arius (født 256, død 336), som blev født i Alexandria i Ægypten formulerede læren, som går under betegnelsen arianisme. Den går på at Jesus ikke er en person i treenigheden, men et skabt væsen, som ikke har samme status, som Jhwh (senere fejlagtigt kaldt Jehovah). Når Jehovas vidner hævder at Jesus er skabt af Gud, og ikke født af Gud, så er det altså ikke noget nyt.

Det samme kan siges om Herbert W. Armstrong (grundlæggeren af world wide church of god), når han, og dem, der stadig sværger til hans lære benægter treenighedslæren.

Der er stadig dem, der falder for denne vranglære (arianisme).

For eksempel traf jeg for ca. 10 år siden en ung mand, som var ret nyomvendt, og særdeles ivrig med at komme ud og missionere. Han tog bl.a. på eget initiativ til Spanien for at missionere , og kom så der til at bo blandt en flok Jehovas vidner. Det førte til at han efterfølgende lavede en speciel hjemmeside til at hjælpe Jehovas vidner ud af deres vildfarelse om at Jesus ikke er Gud, men blot én gud, men nogle få år efter at jeg mødte ham første gang meddelte han mig at han ikke længere troede at Jesus er Gud (med stort G), og dermed var han altså faldet for den samme vranglære, som han havde forsøgt at bekæmpe.

Nogle få år senere mødte jeg en anden ung mand.

Hans baggrund var at han var vokset op i en familie med rødder i den apostolske kirke, og han og hans bror tog på højskoleophold i Uppsala i Sverige (hos Ulf Ekman), som jo var (er?) Skandinaviens højborg for troslæren. Også denne unge mand begyndte efter at jeg havde kendt ham nogle få år at prædike arianisme for mig.

Det var måske ikke så overraskende, da en af de helt fremtrædende skikkelser inden for troslæren (William M. Branham) hævdede at treenighedslæren er en dæmonisk lære.

derudover fik en anden fremtrædende skikkelse inden for troslæren (Benny Hinn) en åbenbaring om at Gud består af ikke mindre end 9 personer.

Problemet for de 2 omtalte unge mænd er at hvis treenighedslæren er rigtig, og Jesus er en del af den treenige Gud, så følger de nu en anderledes Jesus, Det advarer Paulus imod i 2. Kor. 11, 3-4: men jeg er bange for, at ligesom slangen forledte Eva ved sin snedighed, skal jeres tanker komme på afveje bort fra det oprigtige og rene forhold til Kristus. I finder jer jo kønt i, at der kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, og at I får en anden ånd end den, I fik, og et andet evangelium end det, I tog imod.

En anderledes Jesus kan ikke frelse, så hvis disse 2 unge mænd får overbevist andre om deres syn på treenigheden vil ikke bare de selv ende i søen, der brænder af ild og svovl, men de vil trække flere med sig, og de gør det jo ikke af ondskab, nej de kæmper for at frelse andre med det falske evangelium de selv er overgivet til.

.

Jeg vil i det følgende give min personlige forklaring på treenigheden, som jeg ikke har fra lærde teologer, men fra mit eget studie af Guds ord, som det er givet os  i den bibelske  åbenbaring:

Der er to tekstafsnit i Bibelen, som begynder med ordene ”I begyndelsen”.

Det første er skabelsesberetningen i 1. Mosebog, som starter således: I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.  Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.

På Det Gamle Testamentes grundsprog (Hebræisk) omtales Gud med en lang række forskellige navne som alle beskriver forskellige sider af Gud. I skabelsesberetningen kaldes Gud Elohim, som er flertalsformen for Gud. Når der sættes ”im” efter et hebræisk navneord, så er det i flertal som for eksempel vand (mayim), der altid omtales i flertal og så er der himle i flertal: Shamaiim.

Det andet tekstafsnit er Johannesevangeliet, der som hovedtema har at Jesus  er Gud, og Jesus introduceres således i kapitel vers1:

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.

Vi får altså at vide at Gud er ord! Gud fader er ord. Helligånden, der svævede over jordens vande (der er noget ganske særligt ved vand) er ord, Jesus er ord, alle tre er ord og de er alle det samme ord (sandhedens ord). I Jesu ypperstepræstelige bøn siger Han at Han og Faderen er ét i sandhed! Universet, jorden og biologisk liv blev skabt ved ord!   Da alle tre personligheder i Guddommen er ord, og vel og mærke det samme ord, så er de virkelig  ét og næsten ikke til at skelne fra hinanden selv om de er tre.

Du spørger måske ”jamen, hvordan kan ord være en person?”.

Det er sådan med vor Gud (den ene sande Gud) at Han kræver ikke blind tro, så det demonstrerede Han for os ved at komme som Jesus (Guds ord) og vandre iblandt os.

Alle 3: Gud Fader, Gud Helligånd og Jesus er  personligheder, og de er Guds ord, som skabte verden og vi mennesker, som hver for sig medens vi er i live rent biologisk, må tage stilling til om vi vil tro ordet (Gud), og hvis vi vælger at tro, så opnår vi evigt liv sammen med Gud, men hvis vi ikke vil tro, så bliver det evig adskillelse fra Gud, altså evig gråd og tænderskæren.