Hvor er dit ord sødt for min gane, sødere end honning i min mund. Af dine forordninger får jeg forstand, derfor hader jeg alle falskheds veje. Dine ord er en lygte for min fod,
et lys på min sti.
Jeg har svoret,
og det står jeg ved,
at jeg vil holde dine retfærdige bud.
Jeg har valgt billedteksten fra Salme 119,103-106, som det gennemgående tema her på hjemmesiden for at understrege at det bør være fundamentet for alle kristnes levevis og tænkemåde. Det må være det, der styrer vort liv, og det må være i det lys vi betragter verden omkring os. Jo. Det ER en radikal og umoderne tanke, men hvis Jesus ikke var en løgner, så står vi os bedst ved at tænke således.
BIBELENS AUTORITET
Vi læser i Matt. 15,1-9: Da kom der nogle farisæere og skriftkloge fra Jerusalem til Jesus og spurgte: »Hvorfor overtræder dine disciple de gamles overlevering? De vasker ikke deres hænder, før de spiser.« Men han svarede dem: »Hvorfor overtræder I selv Guds bud for jeres overleverings skyld? For Gud har sagt: ›Ær din far og din mor!‹ og: ›Den, der forbander sin far eller sin mor, skal lide døden.‹ Men I siger: Hvis nogen siger til sin far eller sin mor: Det, du skulle have haft som hjælp af mig, skal være tempelgave! så behøver han ikke at ære sin far. I har sat Guds ord ud af kraft af hensyn til jeres overlevering. Hyklere! Esajas profeterede rigtigt om jer, da han sagde: Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.«
Jeg er i gang med at oversætte kapitel 11 af 18 af E. H. Broadbents ”The pilgrim church”, hvoraf jeg har lagt de kapitler jeg foreløbig har oversat på hjemmesiden kirkehistorien.dk, som du kan komme til ved at klikke her.
Der er i dette kapitel en beretning fra kirkens historie i 1500 tallet i England, som viser hvor grueligt galt det kan gå, når man beslutter at vægte mennesketanker lige så højt, som Guds ord i Bibelen. Jeg har sat den del af kapitel 11 ind, som en PDF fil herunder, du kan scrolle igennem den og læse den på den måde.
Faktisk kom man frem til at Englands til enhver tid siddende regent skulle være kirkens overhoved med samme autoritet, som katolikkerne mener at paven har: Autoritet til at lyse folk i band (altså udelukke folk fra frelsen). Dronning Elizabeth I (1558-1603)afskaffede fængsling af dem, der tilsluttede sig uafhængige kirker, men lyste dem så til gengæld i band.