FOR SÅLEDES ELSKEDE GUD VERDEN

FOR SÅLEDES ELSKEDE GUD VERDEN!


Der lyder ofte fra prædikestolene rundt omkring, at Gud elsker hver enkelt af os med en kærlighed så stor at Han var villig til at lide og dø på korset for hvert enkelt menneske, og ofte pointeres dette på sådan en måde at det enkelte individs frelse bliver det centrale og altoverskyggende, men hør lige her hvad Jesus sagde i John. 3,14-17: ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.   For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.

Læg mærke til at Jesus her ikke taler så meget om kærlighed til det enkelte menneske. Han taler om at således elskede Gud verden at Han sendte sin søn for at verden skal frelses ved ham.


Det kan faktisk godt virke som om at det er verden, og ikke mig, der er i centrum og genstanden for Guds kærlighed.

  Inden du dybt forarget lukker helt af for det jeg er ved at sige, lad mig så minde om

Rom. 8, 18-23: Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os. For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares. Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden.  Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen.  Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning.

Hele skabningen blev underlagt forbandelse på grund af syndefaldet, det kan vi se af

1. Mos. 3, 17-19: Til Adam sagde han: »Fordi du lyttede til din kvinde og spiste af det træ, jeg forbød dig at spise af, skal agerjorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage. Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig, og du skal leve af markens planter. I dit ansigts sved skal du spise dit brød,

Da Gud ville miste sin retfærdighed og selv blive en synder, hvis Han ”så igennem fingre” med synden, der førte til forbandelse af Hans elskede skabning hvoraf mennesket jo selvfølgelig er en del, så går vejen til at fjerne forbandelsen over skabningen igennem at retfærdiggøre mennesket, eller i hvert fald en vis del af menneskene, så der kan blive en ny jord, som er befolket af retfærdiggjorte Guds børn.  (eller måske erden gamle jord, som er ”ny” fordi den er renset derved at synden er sonet, og Antikrists rige dømt og udslettet).

Jeg ved ikke om Gud har sat sig et bestemt mål for hvor mange børn Han vil have til at befolke den nye jord, men der tales i hvert fald om at et vist forudbestemt antal ikke-jøder skal frelses, det antydes her i Rom. 11,25-26:  Brødre, for at I ikke skal stole på jeres egen klogskab, vil jeg have, at I skal kende denne hemmelighed: Der hviler forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt kommer ind;  så skal hele Israel frelses.

Gud har altså en tanke om hvor mange hedninger, der skal frelses.

   Nogle af jer, der læser det jeg skriver her vil måske blive lidt forargede, men mit ærinde er ikke at trække noget fra i Guds utrolige kærlighed til den enkelte af sine børn, jeg vil bare gerne mane til beskedenhed: Du og jeg er ikke det eneste Gud har i tankerne. Han har en plan for hele skabningen, og deri indgår vi, som ”små tandhjul” og vi gør klogt i at nærme os Gud med respekt og ærbødighed, for selv om forhænget til det allerhelligste flængedes fra øverst til nederst, som et symbol på at vi der ikke er ypperstepræster nu kan nærme os Gud, så blev Gud ikke ved den lejlighed reduceret til at være vor ligemand. Nej Han er stadig den alæmgtige, og en fortærende ild, og vi er mennesker der bør hengive os selv helt og fuldt til Gud, eller som vi læser i Rom. 12,1-2:  Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste. Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.

Ydmyghed,  beskedenhed og selvopofrelse klæder os!


Nuvel, Gud interesserer sig nok for dig og mig til at Han på et hvilket som helst tidspunkt i vore liv ved hvor mange hår vi har på hovedet, og Han har lovet sine børn at vi ikke behøver at bekymre os om dagen i morgen, hvordan vi skal få mad og klæder, og Jesus fortsætter så således: jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette.  Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.

Så Gud har en dyb omsorg for hvert enkelt af sine børn, men det lige citerede skriftsted antyder at Gud sætter betingelser: Søg først Guds rige og Hans retfærdighed! Jesus siger sådan i Matt. 10,29: Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den.

Der falder ikke en spurv til jorden uden at Gud er med den, men det gør ikke spurven hovmodig, den kender sin plads! Gud har simpelthen bare omsorg for hele sin skabning, og Han har et mål med den: Det messianske rige, hvor Jesus skal være en konge, der regerer med retfærdighedens scepter (hebr. 1,8).