FARISÆISME

EGNE ARTIKLER

anden samling

Salme 119,103-106:

Hvor er dit ord sødt for min gane, sødere end honning i min mund. Af dine forordninger får jeg forstand,

derfor hader jeg alle falskheds veje. Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti

Jeg har svoret, og det står jeg ved,

at jeg vil holde dine retfærdige bud.

HVAD GØR ET MENNESKE TIL EN FARISÆR?

I Luk. 18,9-14 læser vi: Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«

 

Den almindelige opfattelse af farisæerne er vel at de var selvretfærdige, så i dag er ordet farisæer blevet synonym med det at være selvretfærdig.

Det synspunkt kunne jeg dog godt tænke mig at kigge lidt nærmere på, for der er andre ting end selvretfærdighed, der karakteriserer farisæerne på Jesu tid, og her vil jeg citere nogle skriftsteder:

 

  1. Matt. 23, 16-22: Ve jer, blinde vejledere! I siger: Sværger nogen ved templet, har det ingenting at sige; men sværger nogen ved guldet i templet, så gælder det. Blinde tåber, hvad er størst, guldet eller templet, der helliger guldet? Og I siger: Sværger nogen ved alteret, har det ingenting at sige; men sværger nogen ved offergaven, der ligger på det, så gælder det. I blinde, hvad er størst, offergaven eller alteret, der helliger den? Den, der sværger ved alteret, sværger altså både ved det og ved alt det, der ligger på det. v21 Og den, der sværger ved templet, sværger både ved det og ved ham, der bor i det; og den, der sværger ved himlen, sværger ved Guds trone og ved ham, der sidder på den.

 

  1. Matt. 15, 1-6: Da kom der nogle farisæere og skriftkloge fra Jerusalem til Jesus og spurgte: »Hvorfor overtræder dine disciple de gamles overlevering? De vasker ikke deres hænder, før de spiser.« Men han svarede dem: »Hvorfor overtræder I selv Guds bud for jeres overleverings skyld? For Gud har sagt: ›Ær din far og din mor!‹ og: ›Den, der forbander sin far eller sin mor, skal lide døden.‹ Men I siger: Hvis nogen siger til sin far eller sin mor: Det, du skulle have haft som hjælp af mig, skal være tempelgave! så behøver han ikke at ære sin far. I har sat Guds ord ud af kraft af hensyn til jeres overlevering.

 

  1. Matt. 15,9: forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.«

 

Jo farisæerne var selvretfærdige, så derfor sagde Jesus til dem i Matt. 23,29: Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I bygger gravmæler over profeterne og pynter de retfærdiges grave, og i vers 33: Slanger! Øgleyngel! Hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede?

 

Det interessante er dog at kigge på hvorfor de følte sig retfærdige:

De følte sig retfærdige fordi de holdt sig strengt til den udlægning af Guds ord, som mennesker over tid havde udviklet! Personligt tror jeg ikke at den fejlagtige udlægning de holdt sig til var udviklet af mennesker, der skummelt og bevidst søgte at fordreje Guds ord. De har helt sikkert ønsket at hjælpe andre og sig selv til at overholde Guds bud, og måske har de endda gjort det af det vi vil kalde et godt hjerte.

 

 

 

Vi ved at udviklingen i gammeltestamentligt Israel (Guds kvinde) er et billede på udviklingen i kirken (Jesu brud), og jeg tror faktisk at problemet med farisæerne på Jesu tid afspejler problemet med mange religiøse ledere i kirken i dag: De holder sig krampagtigt til den lære de har fået overleveret fra visse kristne guruer, samt disse guruers disciple.

 

Hvad betyder det så for os i dag?

Jo, hellere end bevisløst at kopiere religiøse ledere burde lægfolket selv studere Guds ord idet de gør, som tolderen:

Slår sig for brystet og siger ”Gud vær mig arme synder nådig” og så beder Gud om Han selv vil åbne ordet for dem, eller vise dem hvem, der udlægger skriften på en måde, som Gud kan godkende.

Den, der er født af Gud har nemlig fået foræret redskaberne til at bedømme, hvad der er sandt.

Og redskaberne er:

Skriften + Helligånden!

 

Eftertanke:

Opfordrer jeg dig til at modarbejde dine ledere, og være ulydig imod opfordringen i Hebr. 13,17: Adlyd jeres ledere og ret jer efter dem, for de våger over jeres sjæle, da de ved, at de skal stå til regnskab; lad dem kunne gøre det med glæde og ikke med suk, for det ville være ulykkeligt for jer.

Nej ikke entydigt! Jeg gør det jeg altid gør: Opfordrer til at tage alt det Bibelen siger om en sag med i betragtning, og i dette tilfælde vil jeg pege på det Paulus siger i 1. Kor. 11,1: Efterlign mig, ligesom jeg efterligner Kristus!

Vi skal altså efterligne vore ledere så langt, som de efterligner Kristus, men ikke længere end det 1.

 

For at være i stand til det, så bliver vi nød til at gøre noget ved vore ledere, som i dagens verden fører til at vi vil blive kaldt for dømmende: Nemlig at bedømme dem på Guds ords grund! Det kræver kærlighed til Jesus at risikere fjendtlighed for Hans skyld, men Han advarede os jo på forhånd i Mark. 13,13: Og I skal hades af alle på grund af mit navn. Men den, der holder ud til enden, skal frelses.

Det gælder altså om at holde ud med Jesus, og stå ved Hans side uanset hvem, der bekæmper Ham!

Og så sagde Han desuden i Luk. 6,26: Ve jer, når alle taler godt om jer. Således behandlede deres fædre også de falske profeter.

Man kan ikke være en sand Jesu discipel uden at opleve kampe og modstand, og den sværeste kamp vil altid være med falske brødre

 

  1. Bibelen selv viser os at ikke alle ledere er efterfølgesværdige i alle ting. Eksempelvis skrev Paulus i Gal. 2 11-13 sådan om apostlen Peter: Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham ansigt til ansigt, for han havde dømt sig selv. Før der kom nogle fra Jakob, spiste han nemlig sammen med hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne. Og sammen med ham hyklede også de andre jøder, så selv Barnabas blev revet med af deres hykleri.