BLÅT VAND

Jeg vil indlede med at citere Matt. 15,8-9:  Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.«

Derefter vil jeg berette et lille ”eventyr” jeg selv har digtet:

Der var en mand, der havde et hus, hvor haven grænsede op til en lille stille vig, der lå sådan at havets brusen aldrig nåede helt derind, og det var et skønt sikkert sted at bade og slappe af. Åbningen ud imod havet var afspærret af et fintmasket net.

  Inde i dagligstuen havde han et akvarium, som var hans store passion. Han passede og plejede akvariet og fiskene deri efter alle kunstens regler, og udstyrede det med koraller, små kampesten i granit, lyngplanter og alt hvad der kunne illudere et rigtigt havmiljø. Han havde dog en lille særhed: han havde farvet vandet svagt blåt med et kemikalie, som fiskene kunne leve i uden at tage fysisk skade (fordi han syntes den blå farve kombineret med lyset i akvariet gav en god stemning i stuen om aftenen).

  Der var det særlige ved fiskene i hans akvarie at de kunne tale sammen og drøfte tilværelsen  og de observationer de foretog sig, og da de alle var født og opvokset i akvariet var de alle helt enige om hvordan virkeligheden var og, hvordan verden så ud (de var ikke klar over at deres verdenssyn/livssyn var påvirket af vandets blå farve). De mente at akvariets ejer var Gud, for han var den, der sørgede for at der altid kom føde i rette tid, og begyndte de at mangle ilt, så sørgede han for at ilte vandet, så de igen kunne trække vejret ubesværet. Blev nogen af dem syge, så plejede han dem, osv.

Så en dag skete det noget usædvanligt. Manden tog sit lille net og fiskede én af fiskene op og lukkede den ud i den lille vig, som haven grænsede op til, og her levede fisken så i en uges tid indtil manden igen fangede den i sit net; bare for at komme den tilbage i akvariet til de andre fisk.

  Det gav fisken noget af et problem, for nu havde den oplevet en verden i klart vand, og havde der opdaget at verden ser helt anderledes ud, når vandet er klart. Tang, granitsten, og koraller har helt andre farvenuancer i klart vand end i det samfund fisken var vokset op i. Da fisken så efter sin tilagekomst  begejstret begyndte at fortælle de andre fisk hvordan den virkelige verden er, så blev den mødt med fjendskab, for hvem er du at du tror at alle vi andre ser forkert? Har du ret til at dømme os. Tror du at du er den eneste, der ser ret, når nu alle vi andre er enige, og (uenige med dig)? Hurtigt gik det sådan at fisken blev uønsket i det lille samfund, for dens udtalelser forstyrrede freden og sjæleroen hos de andre, som altid havde haft ”deres på det tørre” i en tryg forvisning om at de kendte den fulde sandhed. Og det havde jo altid været sådan at hvis én af dem kom i tvivl om rigtigheden af sit eget verdenssyn, så kunne ham bare samle en lille gruppe til et møde, og alle ville så berolige ham om at hans livssyn var det rigtige, det verdenssyn havde alle været enige om lige så længe akvariet havde eksisteret, og alle kunne med oprigtig ærlighed bedyre at de elskede sandhed, og at de kun holdt sig til den observerbare virkelighed (de kunne med deres bedste vilje ikke få øje på det afvigerfisken havde set). Derfor - for at bevare trygheden og freden i akvariet besluttede man at det var alles pligt at angribe denne fisk, for det var bedre at denne ene fisk døde end at sjælefreden forsvandt fra akvariet.

Nå, hvorfor nu dette lille eventyr? 

Jo fiskene kan faktisk fint sammenlignes med et kristent fællesskab, der er knyttet sammen af en eller anden stærk personligheds, og hans tilhængeres tolkning af Bibelen. Som eksempler på sådanne kan Jeg nævne paven/paverne, eller Calvin og Luther, og så er der også nyere eksempler, som Kenneth Hagin, Rick Warren, Bill Hybels, Brian Mclaren og John Mac Arthur. Jo længere det er siden  disse ”guruer” levede jo mere fastlåste synes folk at være i deres overbevisning om at netop deres guru står for en ikke-forvrænget udlægning af Bibelen, for når de selv læser Bibelen kan de jo selv se at deres guru havde ret.

  De ved ikke at de er opdraget til at se netop det deres guru har lært dem at se. Akkurat, som fiskene i akvariet har et syn, der er styret af akvariets ejer fordi han har magt til at farve hele deres verden.

  Hvis Gud tager én fra sådan menighed til side og åbner hans øjne til at se Bibelens fulde budskab i et ikke forvrænget lys, og vedkommende så begynder at fortælle de andre om det, som Gud har vist ham, så vil han normalt fylde alle de andre med oprigtig forfærdelse, for det han beretter river på det nærmest grunden væk under benene på dem. Så for helhedens skyld vil de sandsynligvis beslutte at de enten fryser ham ude eller helt lukker ham ude af fællesskabet (den ansvarlige ledelse opfordrer ham om at holde sig væk).

Hvordan undgår man at havne i samme situation, som flertallet af fiskene i akvariet?

Jo Jesus sagde i Matt. 23,10: I må heller ikke lade nogen kalde jer lærer; for én er jeres lærer, Kristus.

  Kristus er Guds ord, og Bibelen er Guds ord.

Beder du oprigtigt Kristus om hjælp, så vil Han lade Helligånden forklare dig hvad Bibelen lærer, for det ”holder vand” det Jesus lovede i Joh. 14,26: Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.

Det eneste der kræves er at du er villig til at sætte din lid til Jesus alene. Og i det øjeblik du råber til Ham må du være villig til at lytte mere til Hans røst¹  end til traditionerne, altså lægge dit liv ubetinget i Hans kærlige hænder

1 Hans røst er Bibelen, og din vejleder til ret forståelse af det du læser er Helligånden.

   Enhver, der af født af Gud  har fået Helligånden som pant, så ingen genfødt kristen er overladt til sig selv.