OM AT AFSLØRE FALSKNERI

EGNE ARTIKLER

anden samling

OM AT AFSLØRE FALSKNERI

 

Jesus siger i Matt. 24,5: For der skal komme mange i mit navn og sige: Jeg er Kristus! og de skal føre mange vild.

 

Jesus siger at der skal komme mange, men jeg kan umiddelbart kun nævne ét konkret eksempel, og det er stifter og overhoved for moonbevægelsen Sun Myung Moon fra Sydkorea. Han hævdede rent faktisk at være Kristus selv.

 

Derudover har vi jo haft en lang række paver, der udgav /udgiver sig for at være Kristi vikar, og at tale med samme autoritet i læremæssige spørgsmål, som Kristus, men falske kristusser kan manifestere sig på anden vis end i form af mennesker, der udgiver sig for at være Kristus. Paulus forklarer hvorledes i 2. Kor. 11,3-4: men jeg er bange for, at ligesom slangen forledte Eva ved sin snedighed, skal jeres tanker komme på afveje bort fra det oprigtige og rene forhold til Kristus. I finder jer jo kønt i, at der kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, og at I får en anden ånd end den, I fik, og et andet evangelium end det, I tog imod.

 

Paulus siger altså her at det at acceptere vranglære er det samme, som at acceptere en anden Jesus (Kristus).

Spørgsmålet er så:

hvordan beskytter man sig selv imod at falde for sådan en charlatan? Jo før dankortet brugte man jo næsten udelukkende kontanter, og dengang sagde man at den bedste måde en bankmand kunne beskytte sig selv (og banken) imod at modtage falske pengesedler var ved at lære følelsen af ægte pengesedler godt at kende.

På samme måde kan vi sige at vi bedst beskytter os selv imod at falde for en falsk Kristus ved at have et indgående kendskab til den ægte Kristus, som jo er præcist beskrevet af summen af Guds ord, så igen-igen:

brug for din egen, og dine kæres skyld tid og energi på at opbygge et indgående kendskab til Guds ord!

Kender du den sande Kristus tilstrækkeligt godt vil ingen "fupmager" kunne snyde dig til at tro at han eller hans udgave af Kristus er Kristus.

 

Salme 119,103-106:

Hvor er dit ord sødt for min gane, sødere end honning i min mund. Af dine forordninger får jeg forstand,derfor hader jeg alle falskheds veje. Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti. Jeg har svoret, og det står jeg ved,

at jeg vil holde dine retfærdige bud.