Jeg har i mange år været med i Gideonitarbejdet, og den gruppe jeg var en del af bestod hovedsageligt af mænd fra karismatisk orienterede kredse (pinsevenner og apostolere). Engang til en af vore samlinger opstod der den usædvanlige og ”upassende” situation at man kom til at drøfte hvad Bibelen siger om visse læremæssige ting, men omgående greb en af de ”gamle i gårde” ind ved at citere fra 2 Kor. 3,6: bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende,

og så sluttede den samtale omgående med en overbevisning om at Bibelens trykte ord slår ihjel.

En sådan total mangel på forståelse af Guds ord var desværre kendetegnende for en gruppe mænd, hvis store passion det var at uddele Bibler og Nye Testamenter ( de troede altså at det de delte ud slår  ihjel). Det gjorde de fordi de troede at bogstaven Paulus taler om er Bibelen, hvor det jo i virkeligheden er Moseloven han taler om. De var mænd, som alle var i stand til at imponere ved at citere stribevis af skriftsteder udenad. Typisk fulgte de slavisk en bibellæseplan, som jævnligt førte dem hele vejen igennem Bibelen. De havde på den måde læst Bibelen mange gange, men de havde aldrig studeret den (for bogstaven slår jo ihjel), og derfor byggede man sin lære – ikke på Guds ord, men på åndelige oplevelser af forskellig karakter (typisk karismatiske ting, som tungetale, beretninger om profetier, helbredelser, økonomiske mirakler osv.) Da indstillingen var at bogstaven (Bibelen) slår ihjel kendte man ikke Guds ord godt nok til at forstå hvad Paulus i realiteten siger i den citerede skriftpassage: Kristus er lovens (bogstavens) opfyldelse, og er derfor den åndelige virkelighed, som loven peger på. Kristus gør levende, men loven slår ihjel, da den opliver synd siger  Rom. 7,9-11:  Jeg levede engang uden lov, men da buddet kom, levede synden op, og jeg døde. Buddet, som skulle have ført til liv, viste sig at blive min død.  For med buddet fik synden et påskud og forledte mig og dræbte mig med det.

Noget der er typisk for kristne, der siger om Bibelen: ” bogstaven slår ihjel” er at de lovpriser Bibelen for at være Guds ord, sandheden, og den eneste rettesnor for kirkens liv og lære. Dog samtidig med at de siger sådan, så ignorerer de den! Jesus har én ting at sige til sådanne mennesker: ”I ærer mig med læberne, men jeres hjerter er langt borte fra mig”.

Mange vil sikkert kalde mig hård og dømmende, når jeg skriver således, om tidligere gideonitkollegaer, men sandhedens natur er at den ofte virker hård og dømmende. Jesus talte altid sandhed, og de korsfæstede Ham for det, for Hans tale var for hård for dem: 

Joh. 6,60 og 66:  Mange af hans disciple, som hørte det, sagde nu: »Det er hård tale; hvem kan holde ud at høre på det?  og   Efter dette var der mange af hans disciple, der forlod ham, og de fulgtes ikke mere med ham.”

MEN HVORDAN ER SÅ MIN HOLDNING TIL GIDEONITARBEJDET?

Efter at have skrevet ovenforstående er det vigtigt for mig at nævne at jeg helt og holdent bakker op om gideonitternes sag (at uddele Bibler), i hvert fald så længe man uddeler bibeloversættelser, der ikke fordrejer grundtekstens budskab.

   Efter nogle år gjorde jeg det at jeg overgik til at være passivt medlem, så jeg kan fortsætte med at støtte arbejdet økonomisk med mit årskontingent uden at være en del af en gruppe, som ikke i praksis respekterer Bibelen.

Den holdning i gruppen (til Bibelen, jeg har beskrevet her ovenfor behøver på ingen måde at være kendetegnende for gideonitgrupper andre steder i landet, men man ser ofte i tværkirkeligt arbejde, at det anses for upassende (eller for besværligt) at drøfte læremæssige spørgsmål, for vi skal jo være ”åh, så kærlige og altfavnende”. I sådanne sammenhænge kommer Bibelens ord ofte til at virke, som ”grus i det diplomatiske maskineri” og som det altid er i diplomati, så kan man kun blive enige om den laveste fællesnævner.

   og desuden kan diplomati ikke eksistere uden løgn i én eller anden form. Som minimum kræves brug af det, der ofte kaldes hvide løgne. Det er ganske enkelt umuligt altid at tale sandt, og være diplomat samtidig. Vi ser det i politik, hvordan politikerne er nød til at omgå sandheden hele tiden for at holde det politiske maskineri kørende.

SLUTBEMÆRKNING:

Ifølge John 1,1-14 er Jesus Guds ord i kødelig skikkelse, og samtidig er Bibelen  Guds ord på skrift. Ergo er Bibelen lig med Jesus. Det kan altså med fuld ret siges at et menneskes forhold til Bibelen afspejler vedkommendes forhold til Jesus.

Guds ord slår aldeles ikke ihjel, men det er i sig selv levende, og har igennem de sidste 2000 år givet utællige titusinder evigt liv, for som der står i Hebr. 10 12:  Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger.