ARVESYNDEN

EGNE ARTIKLER

anden samling

Salme 119,103-106:

Hvor er dit ord sødt for min gane, sødere end honning i min mund. Af dine forordninger får jeg forstand,

derfor hader jeg alle falskheds veje. Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti

Jeg har svoret, og det står jeg ved,

at jeg vil holde dine retfærdige bud.

ARVESYNDEN

 

 

Den danske autoriserede Bibel udtrykker John. 1,12 således: Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; King James oversættelsen lyder: Men alle dem, der tog imod ham, gav han kraft til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn;

 

 

Det græske udtryk “ekousian” kan betyde autoritet, ret, kraft eller kapacitet/evne

 

 

Oversættelse er ikke en eksakt videnskab, så en oversætter fristes let til at vælge udtryk, der passer med vedkommendes eget livssyn. Derfor må vi se os grundigt for og ikke blindt acceptere en oversættelse bare fordi den er signeret af hendes majestæt dronningen. Spørgsmålet er: hvilken betydning lagde Helligånden i ordet ekousian, som i den danske bibel er oversat til "ret til", da Han inspirerede Johannes til at skrive Johannesevangeliet? Ekousian dækker betydningerne "ret til", autoritet til og kraft til" og "kapacitet til/evne til"

 

 

Betydningen af det græske ord "ekouisan" falder altså lige som i 2 hovedgrupper, som vi kan give hver sin overskrift:

 

 

 

den ene: RET TIL

Her tænker jeg naturligvis på betydningen ”ret”, som er brugt i den danske oversættelse, og for øvrigt også i new american standard bible.

 

 

 

den anden: EVNE TIL/KRAFT TIL

Her tænker jeg på det, der er defineret af ordene autoritet, kraft og kapacitet/evne

 

Det er ordet ”kraft” der er brugt i King James oversættelsen.

Af de mulige betydninger ekousian har, betegner de fleste (3 ud af 4) altså noget der er knyttet til personens brug af sin vilje, så den lutherske teologi, som siger at selv genfødte mennesker ikke kan og egentlig ikke engang bør sætte sin viljeskraft ind på at leve et helligt liv i Kristi efterfølgelse, (fordi det bliver kaldt lovtrældom og gerningsfrelse), en opfattelse, som desværre har bredt sig ud i næsten alle afkroge af vor tids kirker, finder altså ikke megen støtte i grundteksten til Joh. 1,12.

 

Jeg hælder personligt til at være enig med King James oversættelsen. Hvis du vil vide hvorfor, så læs det jeg har skrevet herunder.

 

.

 

 

Det med arvesynden er et lidt vanskeligt emne, som jeg faktisk har lyst til at give min personlige forklaring på: Ordet arvesynd findes ikke i Bibelen, Ordet treenighed findes jo heller, men treenigheden læres klart i Bibelen. Det samme kan siges om arvesynden: ordet findes ikke, men læren er der.

 

Mange er bange for at deres nyfødte barn skal dø inden det døbes fordi de frygter for at det så skal fortabt på grund af arvesynden, jeg tror dog ikke en nyfødt baby der ikke selv kan tage stiling til åndelige og moralske spørgsmål går fortabt, hvis det dør for Jesus sagde om dem: ” himmeriget er deres” (Matt. 19,14).

 

Det naturlige uigenfødte menneske, som er gammelt nok til selv at tage beslutninger (at være ansvarlig for sine handlinger) evner ikke at tage beslutninger, der ikke er syndige, Det er efter min mening det arvesynden er, at det naturlige menneske ikke har kraft til at fravælge synden, men grundteksten til John. 1,12 oversættes sandsynligvis bedst: "Men alle dem, der tog imod ham, gav han kraft (kraft, evne, autoriet) til at blive Guds børn, dvs.dem, der tror på hans navn."

 

Den danske oversættelse lyder: Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn.

Den oversættelse gør det lettere at fastholde tanken om at spædbørn er fortabte syndere, hvis eneste redning er barnedåb, men grundteksten taler altså om at man ved den nye fødsel får kraft/autoritet til at være (leve som?) Guds børn, og her forstår jeg det således at Gud igennem den nye fødsel giver os kraft til at være overnaturlige på den måde at vi ikke er tvunget af vor kødlige natur til altid at vælge det naturlige (synden), for ånden hjælper os til at kæmpe imod vor kødlige natur. Der står i i Gal. 5,17: For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden,

 

Arvesynden manifesteres altså på 2 måder:

 

 

1 Det naturlige menneske (når det har nået en alder, hvor det er bevidst og selv kan tage stilling til sine handlinger)

er ikke i stand til andet end at vælge det syndige, og har heller ikke lyst til andet.

 

 

2 Selv det genfødte menneske må kæmpe med kødets syndige tilbøjeligheder, som det dog har fået kraft, og lyst

til at bekæmpe. Har en kristen ikke lyst til at bekæmpe kødets begæringer er det værd at overveje (undersøge)

om man i virkeligheden er genfødt. Det var ikke tom snak da Paulus til korinterne (som han først havde rost for deres stærke tro) advarede i 2. Kor. 13,5-6: Ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv! Ved I ikke, at Jesus Kristus er i jer? Ellers står I ikke jeres prøve.

 

 

 

Indskudt bemærkning: Du tænker måske: Jamen, når en troskæmpe, som Paulus sagde ”det jeg ikke vil, det gør jeg, og det jeg vil, det gør jeg ikke” så har ingen genfødt kraft til at vælge synden fra.

 

Jeg vil så gentage det jeg har pointeret igen og igen: Salm. 119,160a: "Summen af Guds ord er sandhed"

 

At vi må aldrig bygge en lære på et enkelt isoleret bibelvers!

 

Vi må derfor medregne det, som Paulus sagde i1. Kor. 9,27: Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet.

 

for at kunne være et vidnesbyrd for andre tvang Paulus altså sin kødlige natur til at underkaste sig åndens vilje!

 

 

Og så er der jo også lige det Jesus sagde i Ap. Ger. 1,8: Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.«

 

Der er ikke meget vidnesbyrd over en, der kalder sig en kristen, og som lever et liv, der ikke adskiller sig fra verdslige menneskers liv, så når Helligånden giver kraft til at være vidner, så mener Jesus kraft til at være herre over sin kødlige natur og trangen til at synde.

Helligånden og opdrager helliggør os livet igennem. Den, der ikke har fået et nyt forhold til synd, har heller ikke fået et nyt forhold til Jesus (er nok slet ikke blevet født på ny).

 

 

 

DET STØRSTE BUD I LOVEN

 

Farisærene spurgte Jesus: ”hvad er det største bud i loven?” og Jesus svarede:

 

›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.«

 

Da den rige unge mand ved en anden lejlighed spurgte Jesus ”Gode Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? ” gennemskuede Jesus ham og så at hans kærlighed til penge ville blive en hindring for at han helhjertet kunne elske/følge Jesus, så Jesus nøjedes ikke med at sige ”tro på mig, så skal du arve evigt liv” Nej, Jesus krævede handling! En handling, der ville sætte manden fuldkommen fri til at følge Jesus, og svarede så således i Luk 18,22: Sælg alt, hvad du har, og del det ud til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig«

Kirkehistorien viser os adskillige eksempler på rige succesfyldte forretningsmænd, som blev mødt af evangeliet, og som tog disse ord til sig, og så forærede alt væk for at følge Jesus og vie resten af livet til at vandre rundt og forkynde evangeliet. Det er eksempler på at Gud giver kraft til at leve et helligt liv. Noget der kendetegnede disse troskæmper var at de aldrig forlangte at andre skulle gøre, som dem på det punkt, men de gav folk frihed til at følge deres egen samvittighed.

 

Det hebræiske ord for tro betegner en tro, der fører til handling, så tro og handling hører sammen som plat og krone på en mønt. En frelsende tro giver kraft til at handle på en måde, som det naturlige menneske ikke er i stand til, for det naturlige menneske er underlagt arvesynden, og vil altid vælge synden. Det genfødte menneske er sat fri fra arvesynden og behøver ikke længere at være en slave under synd. Ok. Det genfødte menneske lever dog i en stadig kamp med sin kødlige natur, og falder i synd ind imellem, men har så til forskel fra det naturlige menneske mulighed for at rejse sig igen. Derfor er det så farligt for en kristen at give efter for en synd, der leder ind i en permanent syndig livsstil, som for eksempel at bryde ægteskab og gifte sig igen eller at blive en del af et menighedsfællesskab, hvor man forkynder/dyrker en anderledes Kristus end den der er defineret af summen af Guds ord, for at være en del af det er at anerkende det.