BOGRULLEN

EGNE ARTIKLER

anden samling

BOGRULLEN

Indledningsvis vil jeg sige at der er dele af Bibelen, som jeg er så sikker i forståelsen af at jeg nærmest kan kaldes skråsikker, men forståelse af Johannes Åbenbaringen tror jeg er en stor udfordring for enhver bibellæser, så når jeg efterfølgende kaster mig ud i en bearbejdning af netop den bog gælder det på en ganske særlig måde, det jeg har sagt andre steder: Du skal kun følge mig så langt, som jeg følger Jesus! For på dommedag står du og jeg hver for sig, individuelt over for Jesus, som vor dommer. Jesus dømmer ikke hele foreninger/grupper ad gangen (kun enkeltpersoner)

 

Johannes Åbenbaringen er den eneste af Bibelens bøger, som siger om sig selv at der er en velsignelse ved at læse den. Hvorfor mon det? Jo mon ikke det er fordi læsningen af den kan blive en enorm hjælp for den del af Guds folk, der kommer til at gennemleve endetiden, som vi måske allerede har taget hul på?

 

Artiklen her vil måske indledningsvis virke lidt rodet eller uoverskueligt, men jeg håber at læseren til slut vil kunne se meningen med den.

jeg vil begynde med et billede:

Man kan sige om Bibelen at den minder om et franskbrød: Den er ens i begge ender. Således at forstå at den begynder hebræisk, og slutter hebræisk.

Hvis vi skal forstå slutningen, så må vi forstå billedsproget i indledningen: for at forstå Det Nye Testamente må vi kende Det Gamle Testamente, og det gælder ganske særligt for Johannes Åbenbaringen.

 

Derefter vil jeg citere Esajas 61,1-2: Gud Herrens ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede, for at udråbe et nådeår fra Herren og en hævndag fra vor Gud, for at trøste alle, der sørger,

 

Vi har det gamle billede med at profetiers opfyldelse er at ligne med bjergtoppe:

Står man på en høj bjergtop og kigger ud over et bjerglandskab på bjergtoppene derude imod horisonten, så kan man ikke se hvor brede dalene imellem de synlige bjergtoppe er. Ligeledes kan vi ikke sige hvor mange år der vil være imellem opfyldelsen af 2 profetier (med mindre Bibelen selv sætter årstal på1).

Profetien i Esajas 61 citeret ovenfor er et godt eksempel for det er således i jødernes synagoger at man hver sabbat året år efter år oplæser forud fastlagte skriftsteder, og vi læser om Jesus i Luk. 4, 16-20: Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet: Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren. Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.«

 

Læg mærke til at Jesus stoppede oplæsningen og lukkede bogen midt i det hele og undlod ordene ”en hævndag fra vor Gud”. Det gjorde Han fordi tiden for den del af profetien endnu ikke var kommet, han sagde at profetien om et nådeår nu var gået i opfyldelse, men da tiden for en hævndag var endnu ikke inde tav Han om dette.

 

Da Satan forførte Adam blev han (Satan) denne verdens gud, Det havde Gud forudset,og Han havde allerede besluttet hvorledes Han ville tage verden tilbage: Først ville Han komme med nåde (korset), og senere med hårdhændet magtanvendelse (en hævndag for Herren).

 

De jødiske teologer på Jesu tid (farisæerne og de skriftkloge) havde indset at Messias ville være både selvopofrende og krigerisk, men de kunne ikke få begge personligheder til at være i én person, så de regnede med at der ville komme 2 Messiasser:

 

1 Messiah ben Josef:

 

og

 

 

2 Messiah ben David

 

Hvis man på hebræisk sætter ”ben” foran et navn. Så betyder det ”søn af” eller ” i karakter af”, man forventede altså en Messias (Messiah ben Josef), som havde karakter af patriarken Jakobs blide søn Josef, som blev solgt, som slave af sine brødre, og senere blev deres og slægtens redningsmand, denne udgave af Messias skulle komme og sone synd, og frelse folket fra deres synder.

Man forventede derudover en Messias (Messiah ben David) i karakter af krigeren og erobreren kong David, som skulle fri dem fra deres undertrykkere og genopbygge Israel til dets tidligere storhed. Man forstod ikke at der kun ville være én Messias, som skulle komme 2 gange: i første omgang med korset (for at sone verdens synd), og i anden omgang med sværdet (som erobrer).

 

Vi læser i Åb. 5,1-10: Og jeg så i højre hånd på ham, der sad på tronen, en bogrulle med skrift på indersiden og på ydersiden, forseglet med syv segl. Og jeg så en mægtig engel, som med høj røst udråbte: »Hvem er værdig til at åbne bogen og bryde dens segl?« Men ingen i himlen eller på jorden eller under jorden kunne åbne bogen og se i den. Og jeg græd meget, fordi der ikke fandtes nogen, der var værdig til at åbne bogen og se i den. Men en af de ældste sagde til mig: »Græd ikke! For Løven2 af Judas stamme, Davids rodskud, har sejret, så han kan åbne bogen og dens syv segl.« Og jeg så et lam stå mellem tronen og de fire levende væsener og de ældste, det så ud som slagtet, og det havde syv horn og syv øjne – det er Guds syv ånder, der er sendt ud over hele jorden. Det gik hen til ham, der sad på tronen, og fik bogen af hans højre hånd. Og da det fik bogen, faldt de fire væsener og de fireogtyve ældste ned for Lammet, hver med sin harpe og sine guldskåle fulde af røgelse – det er de helliges bønner. Og de sang en ny sang: Du er værdig til at få bogen og bryde dens segl, for du blev slagtet, og du købte3 med dit blod mennesker til Gud af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag og gjorde dem til et kongeligt folk og til præster for vor Gud, og de skal være konger på jorden.

 

Jeg vil nu lige gøre opmærksom på det, der ligger til grund for udtrykket ” et nådeår”: Jubelåret.

Det er nøje beskrevet i 3. Mosebog, hvor Gud foreskrev at hver halvtredsindstyvende år skulle være et jubelår. Hvis en mand af økonomiske årsager havde været tvunget til at sælge sin jord, så ville han kunne få sin jord omkostningsfrit tilbage i jubelåret, det var altså et slags nådeår, men folk den gang var jo nomader, og ofte var der sket det at nogle nomader havde slået sig ned på jorden medens den ikke tilhørte ham, så der måtte bruges magt til at fjerne disse ubudne gæster.

 

Hvis vi ser på bogrullen, der er omtalt i Åbenbaringsbogen, som et juridisk dokument der beviser ejerskab (et skøde). Så kan vi se det således at bogrullen er et dokument, der beviser at Jorden tilhører Gud, der jo holder det i hånden, og det er Jesus (lammet), der har betalt for ”ejendommen” med sit eget blod, som har retten til at bryde seglene og åbne det.

Hvert af seglene beskriver så sin del af den magt (Jesus) er nød til at tage i anvendelse for at fjerne de ubudne gæster,

men Åbenbaringsbogen omhandler jo endetiden!

Indtagelsen af jorden indledtes med en nådetid, med forkyndelsen af evangeliet, hvor en del af ”besætterne bliver Guds børn og samarbejdspartnere. Den afsluttes med overtagelse ved brug af fysisk magt, som omtalt i forbindelse med at de 7 segl brydes.

 

Der er 7 segl, og tallet 7 står for ”fuldkommet, eller ”fuldbyrdet”.

Beretningen minder meget om indtagelsen af Jeriko i forbindelse med indgangen i det forjættede land: først vandrede israelitterne i 6 dage rundt om Jeriko og blæste i vædderhorn, men på den 7. dag ved den sidste blæsning i vædderhorn udsatødte folket høje råb og muren omkring Jeriko faldt sammen, så israelitterne kunne gå lige ind og brænde byen ned til grunden og i øvrigt frit fortsætte indtagelsen af det forjættede land.

I 1. Kor. 15,50-55 læser vi: Men det siger jeg jer, brødre: Kød og blod kan ikke arve Guds rige, og det forgængelige arver ikke det uforgængelige. Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles. For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed. Og når dette forgængelige har iklædt sig uforgængelighed og dette dødelige iklædt sig udødelighed, da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt: Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?

Beretningen om Guds indtagelse af jorden, og indtagelsen af Jeriko er næsten parallelle: Indtagelsen af Jeriko indledes med 6 dages vandring omkring Jeriko med samtidig blæsen i vædderhorn. Den endelige indtagelse følger den sidste blæsning i vædderhorn, og folkets råb, hvor så byen bliver indtaget og brændt ned. I åbenbaringen har vi først de 6 segl, og ved brydningen af det 7. Segl gjalder den sidste basun, og de helliges bønner (menneskers råb til Gud) bliver hældt på alteret og stiger op for Gud og bliver kastet ned på jorden, og så vælder ødelæggelsen frem over den gudsfjendske jord, hvorefter jorden tilhører Gud og Hans hellige.

 

Jamen, tænker du: ” Johannes Åbenbaringen er jo meget mere end kapitel 5 til 8. Så er det hele overstået med brydningen af det 7. segl?”

Det er så absolut et legitimt spørgsmål! Selv fornemmer jeg at Johannes Åbenbaringen er delt op i 2 hovedelementer, og at bogen, som helhed ikke skal læses, som værende tidsmæssig kronologisk:

 

1 første element: Guds dom over Satan, og dem, der har valgt at følge ham, og den fysiske tilbageerobring af jorden

 

2 Andet element: Åndelige råd og advarsler til Guds folk for endetiden, og tiden op til enden (bogrullen).

 

Om det første element:

Det er netop det jeg har beskrevet her ovenfor: bogrullen og brydningen af seglene. Brydningen af seglene tror jeg er kronologisk rent tidsmæssigt.

 

Om det andet element:

Kvinden, der beskrives i kapitel 17 og 18 er en ret præcis beskrivelse af den katolske kirke, men jeg tror faktisk yderligere det er en slags beskrivelse af falsk religion, og her tænker jeg også på såkaldt evangeliske kirker, der tillader falsk religion i deres midte. Angående disse kirker, og den katolske kirke siger Gud til sit eget folk i Åb. 18,4-8: Og jeg hørte en anden røst fra himlen sige: Drag ud fra hende, mit folk, for ikke at deltage i hendes synder og blive ramt af hendes plager. For hendes synder har hobet sig op til himlen, og Gud har ikke glemt hendes uretfærdigheder. Lad hende få, hvad hun har ladet andre få, giv dobbelt igen for, hvad hun har gjort, og skænk dobbelt op for hende i det bæger, hun skænkede. Lige så megen glans og vellevned, hun gav sig selv, lige så megen pine og sorg skal I give hende. For hun siger i sit hjerte: ›Jeg sidder som dronning og er ikke enke og skal aldrig mærke til sorg.‹ Derfor kommer på én og samme dag alle hendes plager, død og sorg og sult, og hun skal brændes;

 

Der gøres altså ganske klart at de, der er født af Gud skal trække sig ud af sådanne skøgekirker for ikke selv at blive ramt af Guds vrede, når Han dømmer jorden, og tilbageerobrer den.

Så er der selvfølgelig også det at Johannes Åbenbaringen slutter med en advarsel til alle, der ser på sig selv, som kristne.

Advarslen er at hvis man laver om på Guds åbenbarede ord, så mister man frelsen. Det fremgår af Åb. 22,18-19: Jeg vidner for enhver, der hører profetordene i denne bog: Føjer nogen noget til dem, vil Gud tilføje ham de plager, der er skrevet om i denne bog, og trækker nogen noget fra ordene i denne profetiske bog, vil Gud fratage ham hans del i livets træ og i den hellige by, som der er skrevet om i denne bog.

 

De første kapitler i Johannes Åbenbaringen er breve fra Jesus til forskellige kirker, og er advarsler omkring forskellige former for åndelig afsporing, som kirken i al almindelighed er sårbar over for. Mine tanker om dette kan du se ved at klikke her.

 

  1. Dan. 9,2: i hans første regeringsår blev jeg, Daniel, opmærksom på angivelsen i bøgerne

af det åremål, Jerusalem efter Herrens ord til profeten Jeremias skulle ligge i ruiner, halvfjerds år.

Daniel så i skrifterne at den profeterede periode nu var ved at være gået, og begyndte at bede til Gud

i troen på atGud ville stå ved sin egen tidsansættelse.

 

  1. Det var selvfølgelig Jesus i form af det rene slagtede lam, der besejrede døden, og frikøbte alle, der tror at Han er messias, men i semitiske sprog bruges ofte datidsformen om fremtiden, og det er altså Jesus, som løven af judas stamme, der endeligt tilbageerobrer jorden, når han kommer og udøver dom over Satan og hans tilhængere (faldne engle/dæmoner, uomvendte mennesker og frafaldne kristne).

 

  1. Her ser vi igen det jeg har forsøgt at sige igen og igen i mine artikler: Det er Gud og ikke mennesket, der er hovedpersonen, for Jesus købte med sit blod et folk til Gud ud af alle folkeslag, og når der gives gaver er det gavemodtageren, og ikke gaven, der er hovedpersonen. Altså er det ikke de folk Jesus købte, men Gud selv, der er hovedpersonen.

 

 

Salme 119,103-106:

Hvor er dit ord sødt for min gane, sødere end honning i min mund. Af dine forordninger får jeg forstand,

derfor hader jeg alle falskheds veje. Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti

Jeg har svoret, og det står jeg ved,

at jeg vil holde dine retfærdige bud.