DEM VI VAR

DEM VI VAR

En af mine døtre sms’ede mig en opfordring til at se et program på TV2 med titlen ”dem vi var”.

  Den handlede om ægteparret Mette Line og Christian, hvor Christian efter 12 års ægteskab blev ramt af apopleksi (en blodprop i hjernen) med en stor hjerneskade til følge. Det blev til en stor belastning for ægteskabet fordi Christian både blev delvis lam og fik en anden personlighed end før.  Det førte til at Mette Line efter et års kamp for at redde ægteskabet krævede skilsmisse "for at beskytte sig selv og børnene", som hun udtrykte det.

Jeg oplevede selv det samme efter at jeg i år 2000 at blev ramt af apopleksi. Jeg nåede  ikke (som Mette Lines Christian) at komme hjem fra træningsophold1 før min kone krævede separation.

Vi er stadig separerede, men ikke skilt her efter ca. 16 år.


Når jeg tager dette emne op her er det ikke fordi jeg ønsker at fiske efter sympati og medynk , men fordi jeg ønsker at provokere min læser til at overveje seriøst med sig selv: er jeg parat til at følge Jesus hele vejen og leve hans liv fuldt ud uanset hvad det fører med sig?  Den, der bekender sig, som en kristen må teste sig selv. Er Guds lov skrevet på mit hjerte, som den ifølge Jer. 31,33 er på dem, der er født af gud. Eller finder jeg hele tiden undskyldninger for ikke at efterleve det Gud lærer og ønsker, ud fra den opfattelse at det er for svært til at noget menneske kan gøre det?


Jeg vil nu vende tilbage til Mette Line og Christian fra tv-udsendelsen:

Havde Mette line været født af Gud (været en genfødt kristen), så ville hun have haft universets skaber, som bror og ven. En bror, som har lovet altid at være ved hendes side.

Mon ikke Han kunne give hende kræfter til at klare livet, som det nu var blevet? Havde hun søgt styrke hos universet skaber i stedet for hos sig selv, så tror jeg at hun ville have fået lov at opleve at Gud hen ad vejen forvandlede Christian til en person, som hun kunne elske og dele livet med til glæde for deres børn, og senere børnebørn, og hvad vigtigere er: Jesus kunne have give hende et sind, der kunne leve med Christian, som han nu var.

Mine børn fortæller mig at min personlighed var meget forandret i den første tid efter apopleksien, og de af dem, der før var overbeviste om at man skal være tro ”indtil døden os skiller” fik et lidt andet syn på den sag, men Gud har bearbejdet mig i årene siden da, og det Gud sætter sig for, det fuldender Han. Selv føler jeg at Han har ændret mig. Det ville Han også kunne gøre med Christian, og havde Mette Line holdt ud og stolet på Gud, så er jeg ikke i tvivl om at Gud kunne have velsignet deres ægteskab.


Jeg indsætter lige her en del af beretningen om Peter Waldo:

Peter Waldo fra Lyon, en handles og -bankmand med stor succes indså sit behov for frelse på grund af at en af hans gæster døde under en fest han holdt. Han blev så interesseret i skrifterne at han ansatte kontorelever til at oversætte dele af dem til den lokale dialekt. Han var blevet stærkt berørt af fortællingen om St. Alexius, om hvem der blev sagt at han solgte al sin ejendom for at tage på en pilgrimsrejse til det hellige land. En teolog gjorde ham opmærksom på Jesu ord i Matt. 19,21: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Og i år 1173 overgav han så alle sine jorder til sin hustru, og solgte resten og gav pengene til de fattige. I nogle år hengav han sig så til at studere skrifterne, og i 1180 dedikerede han så sit liv til det at rejse rundt og forkynde evangeliet foranlediget af disse ord »Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst.  ”Gå! Se, jeg sender jer ud som lam blandt ulve. Tag ikke pung med, ikke taske, ikke sko, og hils ikke på nogen undervejs”.

Nogle slog følge med ham, og fordi de arbejdede på den måde blev betegnelsen ”de fattige mænd fra Lyon”2  en af mange betegnelser for dem, der fulgte Kristus og Hans lære.

Disse ”fattige mænd fra Lyon”, blev med deres forkyndelse og forbilledlige levevis årsag til at rigtig mange fandt frelsen ved tro på Jesus, som Messias, og er for mig blot et af mange eksempler fra kirkehistorien på at Gud ikke svigter den, der i tro og tillid springer ud på Hans løfter.


Vi har det hebræiske udtryk kalv d’ahoma, som betyder ” det, der gælder i en let situation gælder på en særlig måde i en tung situation” og det jeg har lyst til at sige med denne artikel er: Kan du ikke konsekvent følge Jesus nu, hvad får dig så til at tro at du kan følge Ham, når situationen bliver, som beskrevet her i Åb. 13,16-17: Det får alle, store og små, rige og fattige, frie og trælle, til at sætte et mærke på deres højre hånd eller deres pande, så ingen kan købe eller sælge undtagen den, der bærer dette mærke, dyrets navn eller dets navns tal. 

Disse ord følges af ordene i Åb. 14, 9-12: Og en tredje engel fulgte efter dem og sagde med høj røst: »Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og sætter dets mærke på sin pande eller hånd, skal han også drikke Guds harmes vin, skænket ufortyndet i hans vredes bæger, og han skal pines i ild og svovl for øjnene af de hellige engle og Lammet.   Og røgen fra deres pinsler stiger op i evighedernes evigheder, og de har ingen hvile, hverken dag eller nat, de der tilbeder dyret og dets billede eller tager dets navn som mærke.   Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus.«

Vil du allerede nu øve dig i at følge Jesus kompromisløst eller vil du ”køre på frihjul” indtil Antikrist er en realitet og du skal til at tage stilling til om du vil tage hans mærke på dig  for at kunne købe mad og fornødenheder til dig selv og din familie, og så til den tid se, om din tro står prøve? 

Jeg kan på Guds ord love dig, at til den tid er det alvor. Da må du vælge imellem Gud og dig selv. Hvem vil du ”please”? Det vil nok være en god ide allerede nu at øve dig i at vælge Gud frem for dig selv i de livssituatuiner der opstår hen ad vejen.


Og så lige tilbage til udgangspunktet:

Jeg kender ikke statistikken for Danmark, men i USA er det sådan at skilsmisseprocenten blandt bekendende kristne ligger på niveau med skilsmisseprocenten i resten af samfundet.

    Er det fordi disse kristne kender skriftsteder i Bibelen, som jeg ikke kender, som siger at ægteskabet er så svært til tider at det er OK. At lade sig skille?

Jeg ved ikke hvor mange love den danske lovsamling består af, men jeg ved at for år tilbage bestod den belgiske lovsamling af 700.000 love. Gud er så genial at Han har kunnet formulere en tilstrækkelig og fyldestgørende lov, som er på kun 10 punkter, og det siger noget om Guds vægtning af ægteskabet at det her fået plads i denne korte lovsamling med buddet ”du må ikke bryde ægteskab”


Men ellers mere generelt:

kan vi komme ud i situationer, hvor vi, som kristne må sige: Dette er så svært for mig at Gud vil se igennem fingre med at jeg handler imod Hans vilje? 

Hvis du har læst citatet her ovenfor fra Åb. Kapitel 14, så har du allerede svaret.


Jeg er ikke bitter over det, der er sket mig, for et kristent ægtepar i USA, som jeg har kendt helt tilbage fra 1967, hørte om min situation, og sendte mig en bog, som deres præst havde skrevet.

I den bog stillede han et retorisk spørgsmål  ”hvis man bliver udsat for noget, der er næsten for  svært til at forstå, hvordan skal man så reagere?” Hans svar var ” accepter og sig tak”. Jeg vidste med det samme at det var sådan jeg skulle reagere, og det har jeg gjort. I de 16 år siden da er det som om jeg har oplevet at Gud har sagt ”Når du reagerer således, så vil jeg til gengæld demonstrere min trofasthed og godhed over for dig”. Han har taget sig af mig dag for dag, og åbnet sit ord for mig på en måde jeg aldrig før har oplevet, og jeg kan i dag med vægt sige at det betaler sig at være lydig. Jeg vil dog straks sige at vi ikke skal være lydige fordi det betaler sig, men fordi det skylder vi Gud!


I dag med den stigende frekvens af terrorhandlinger udført af muslimer, taler man meget om religiøs radikalisering. Muslimer, der radikaliseres inspireres normalt af ”sværdversene”, som udgør  de sidste 2/3 af koranen, og de begynder så at bruge sværdet til at tage livet af alle, der ikke følger Allah. Mennesker, der radikaliseres af bibelens Gud bruger også sværd. Jeg tænker her på Guds ord, som omtales således i Hebr. 4,12: For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger.

Allahs sværd er dødt, og slår ihjel. Guds sværd er levende og slår også ihjel. Det dræber det gamle uretfærdige menneske for derefter at kunne føde et nyt retfærdigt menneske, som er medarving til Guds evige rige sammen med Jesus. Guds sværd giver altså evigt liv!