DØD I GRYDEN

DØD I GRYDEN

I lignelsen om sædemanden, bliver såsæd (korn) brugt som billede på Guds ord. Korn er jo grundlaget for brød, og Jesus, der ifølge Johs. kapitel 1 vers 1 og 14 er Guds ord,  kalder sig ”livets brød”.  Da Djævelen fristede Ham i Ørkenen sagde Jesus til ham at mennesket ikke skal leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.

Korn er altså et billede på Guds ord, og Guds ord skal spises og blive en del af os selv som fysisk føde ved hjælp af stofskifte bliver til en del af os selv, og vi kan gå videre og sige at bearbejdet korn (malet korn – mel)  er bibelundervisning (udlægning af Guds ord ). Når man maler korn, så tilføjer man ikke noget til kornet. Mel er 100 % ”tro”  imod kornet for at sige det på den måde, så mel i Bibelen er en udlægning af Guds ord, der er 100 % tro imod det Gud siger.

Og vi har så følgende beretning i 2. Kong. 4,39-41: Elisa var kommet tilbage til Gilgal. Der var hungersnød i landet. Engang profeterne sad foran ham, sagde han til sin tjener: »Sæt den store gryde over og kog en ret mad til profeterne.«  En af dem var gået ud på marken for at samle urter; han havde fundet nogle ranker og plukkede sin kjortel fuld med vilde agurker. Han kom hjem med dem, skar dem i skiver og kom dem i gryden. De kendte dem ikke.  Så øste de op for mændene; men ikke så snart havde de smagt på maden, før de råbte: »Gudsmand, der er død i gryden!« Og de kunne ikke spise det.  Han sagde: »Tag noget mel!« og det kom han i gryden. Så sagde han: »Øs op for folkene, så de kan spise.« Og nu var der ikke noget skadeligt i gryden. I 1. Kor. kapitel 10 læser vi at det, der er skrevet om Israel (jøderne) i Det Gamle Testamente er skrevet for at være advarsler og vejledning til os, som tidens ende er nået til.

Det Paulus mener med tidens ende, er tiden efter Jesu vandring iblandt os hvilket jo inkluderer den tid vi lever i, eller faktisk kirkens tidsalder. Advarslen er først og fremmest til dem, der er født af Gud (født på ny ved omvendelse og dåb). men Hvordan kan mel uskadeliggøre giftige fødevarer? Jo Mel er billede på sand sund bibelundervisning, og det profeterne kaldte død i gryden, er billede på falsk lære, som jo i allerhøjeste grad er dødeligt. Og det Guds ord her ønsker at lære os er, at solid bibeltro undervisning kan være med til at redde en menighed, som er blevet inficeret af falsk lære hvis ellers profeterne (lederne) er villige til at åbne op for god sund bibeltro forkyndelse.